Årsrapport 2016/17

Luk

En enkelt kunde åbner døren til Food Service

I 2013 gik Danish Crown Beef ind på det britiske marked med et håb om at få godt fat i kødgrossisterne. “Det gik ikke så godt i begyndelsen, vi kunne simpelthen ikke få fat”, siger direktør i Danish Crown Allan Munch Hansen. ”Vi var nødt til at prøve noget andet”.

Allan besluttede sig for at prøve at sælge Danish Crown’s oksekødprodukter direkte til restauranterne. Han begyndte med de såkaldte ’rodizio’ restauranter, der er brasiliansk-inspirerede og serverer oksekød tilberedt på spyd direkte skåret ved bordet. Dette træk viste sig at være et godt skridt i retning af at komme tættere på forbrugerne og hjælpe restauratørerne med at kunne servere skræddersyede kødprodukter.

Det blev startskuddet på Beef’s Food Service forretning i Storbritannien. Det startede med en enkelt kunde og i dag sælger divisionen direkte til 200 restauranter og driver eget catering slagteri.

”Jeg googlede rodizio restauranter i England”, fortæller Allan. Han fandt 40 og skrev til dem alle med tilbud om at levere en gratis prøve på Danish Crown’s udskæring specielt til rodizio-retter. Et af disse breve landede i hænderne på restauratør Robert Melman, som lige havde åbnet sin anden rodizio-restaurant i Leeds.

”Jeg kendte slet ikke noget til Danish Crown, og jeg var lidt skeptisk i starten”, siger Robert. Men Allan blev ved og sendte en pakke med kød til Roberts Fazenda restaurant. Siden da har forholdet mellem Danish Crown og Fazenda blomstret. Sidste år købte Robert 170 ton kød fra Danish Crown og henad vejen har parterne lært hinanden bedre at kende.

Sammen har de udviklet nye udskæringer og fundet nye leveringsmetoder, der har hjulpet Fazenda med at vokse fra to til fem restauranter, og kæden har planer om at åbne tre mere i løbet af 2018.

Fazenda har også hjulpet Danish Crown. Samarbejdet har inspireret Danish Crown til at starte en Food Service division i England, som i dag leverer til 37 rodizio restauranter og flere andre.

”Vores britiske Food Service strategi om at komme tættere på forbrugere og kunder falder fint i tråd med Danish Crowns overordnede strategi.

Vi har lært at levere det helt rigtige stykke højkvalitetskød til restauranterne på en måde, så det skaber god forretning på begge sider af bordet samtidig med, at gæsterne får et fantastisk måltid”, siger Allan.